Josefine Ottesen

On the Furthest Island
Chapter one of the original Danish text by Josefine Ottesen.
Ragni Skjald slog kappen tættere om sig, før han sporede hesten og lod den gå gennem det lave vand ind til bredden. De fire hirdmænd, der fulgte ham, forlod også fartøjerne, så færgemanden og hans to sønner kunne trække de lette sivflåder op på stranden. Ragni gav ham et stykke sølv.
"Her," sagde han. "Der er mere, hvis du venter på os, til vi kommer tilbage. Det bliver nok først i morgen tidlig."
Færgemanden takkede ærbødigt og glædede sig allerede til det næste sølvstykke. Det var noget andet at sejle for fine folk end for de bønder, han til dagligt fragtede gennem rørskovens net af kanaler.
Skjalden red forrest op ad den brede sti, der førte hen over øen fra øst til vest. Regnen silede stadig ned. Hele forsommeren havde været kold og våd, og selv om det var midt på dagen, virkede lyset gråt. Til sin tilfredshed så han, at folkene på øen havde fået bjerget høet. Det ville kong Grathe blive glad for at høre, tænkte han ved sig selv, for mange steder var det rådnet væk på markerne.
Hesten sprang i galop. Den trængte til at røre sig efter at have stået stille på sivflåden siden tidligt om morgenen.
Turen gennem rørskoven var gået godt. Alligevel var Ragni glad for , at Grathe havde sendt fire hirdmænd med ham, for denne del af Fladhavet var kendt for at huse grupper af fredløse.
Krigerne var bevæbnet med sværd, som de bar over ryggen, mens de red. I bæltet havde de såvel håndøkse som kniv til brug i nærkamp. De tre af dem bar læderkofter under kappen, mens den fjerde var beskyttet af en ornamenteret, udhamret bronzeplade på bryst og ryg.
De fulgte stien op ad højdedraget, der rejste sig i øens midte. Herfra kunne man se hele vejen rundt. Ind mod Fladhavets rørbevoksede farvand bugtede øens kystlinje sig i vige og smånæs, mens den mod vest mødte Storhavets brænding i en smal, lige forstrand, kun brudt af klintens hårde knude.
Øen, der var den vestligste i Fladhavet , tilhørte gydjen, havgudinden Berkanas tjenerinde.
Skjalden nikkede tilfreds til den frimand, der fra det højeste punkt holdt øje med området. Som aftalen var med Grathe, lå bavnebrændet parat, hvis det blev nødvendigt at varsle om fjendtlige fartøjer.
I den brune rørskov lyste kun enkelte holme og småøer grønt, men, længere mod øst tyndede rørene ud, efterhånden som vandet blev dybere. Derude var tidevandsrenderne sejlbare for selv ret store fartøjer, og det beskyttede farvand mellem øerne blev benyttet af mange skibe. Havde vejret været klart, havde man også kunnet ane kong Grathes borg, der lå ved et smalt sund, som de fleste sejlere var nødt til at passere.
Den salte vind slog utålmodigt ind fra Storhavet, der bredte sig som en uendelig skifergrå flade mod vest, og Ragni trak kappen tættere om sig, satte sporerne i hesten og red sammen med sine mænd ned mod øens tætteste samling af gårde, der lå i lavningen neden for det højeste punkt. Husene kunne være vanskelige at få øje på. De var gravet halvt ned i jorden og dækket med tørv. Næsten umærkeligt gled de ind i det omgivende landskab, og kun jordlodderne med stendigerne rundt om og dyrefoldene, hegnet med flet af pil afslørede, at der var en gård. I udkanten af bebyggelsen og tættest ved klintens næs, der faldt mange favne stejlt ned i havet, lå gydjens hytter.
Ragni brød sig ikke om hende. Hun var en troldkvinde, der var godt kendt med de underjordiske, og efter skjaldens overbevisning var det ikke de gode, hun plejede mest omgang med, men Grathe havde altså bestemt, at det var hende, der skulle sørge for at styrke hans søns skæbne.
Ragni havde foreslået, at Ansur selv red med, men Grathe ville ikke, at nogen skulle få at vide, at sønnens sind og helbred ikke var så stærkt.
Ragni trak irriteret på skuldrene. Som om ikke alle vidste det! Ansur var svagelig og nem at skræmme. Han havde tilbragt alt for meget tid med kvinderne. Man måtte håbe, at Grathe holdt mange år endnu, for der var foreløbig ikke tegn på, at Ansur havde arvet den styrke, som både Grathe og hans far havde haft.
Ragni strammede tøjlen og stemte imod i stigbøjlerne for at støtte hesten på vej ned ad den stejle bakke. Han kunne vel være ligeglad, for han udførte bare kongens ordre og var ellers godt tilfreds med den indflydelse, han havde. I dag gjorde han, hvad hans konge bad om, og i morgen gjorde kongen nok som så mange gange før, hvad Ragni rådede ham til.

Gydjen vraltede dem i møde, da de travede hen imod hytten.
"Hvilken ære! Selveste kongens mænd! Hvad kan jeg gøre for jer?"
Lugten af hende fik Ragni til at holde vejret et øjeblik, før han sprang af hesten.
"Kong Grathe sender dig sine hilsener og beder dig om at stille dig til hans tjeneste.
Gydjen plirrede med sine små sorte øjne. "Hvad byder han mig for det?"
Troldkvinden var kendt for sin store kærlighed til sølv, og Ragni havde rigeligt med, men det var ham imod at betale hende, fordi hun var så afskyelig.
"Hvad skal du have?"
"Det kommer an på, hvad vores høje konge ønsker af mig.
Ragni havde lovet at holde sagen for sig selv og gik derfor lidt væk fra hirdmændene. Gydjen fulgte med. Det krævede stor selvbeherskelse af skjalden at have den gamle heks så tæt på, men han ønskede ikke, at hirdmændene kunne høre, hvad han sagde.
"Det drejer sig om hans søn, den unge Ansur. Jeg har fået hans livstråd med. Kongen så gerne, at den blev spundet lidt hårdere og lidt mere jævnt.
Forsigtigt fandt Ragni en grumset, ujævn uldtråd frem af sin ridehandske. Gydjen rakte ud efter den, men skjalden flyttede hånden.
"Vi er ikke blevet enig om prisen endnu!"
Skuffet trak den gamle kælling hovedet ned mellem skuldrene.
"Det er jo svært at sige prisen, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre.
"Der skal temmelig meget til for at få en tronarving ud af ham," sagde Ragni tørt.
Undersøgende så gydjen på de fire hirdmænd, der havde sadlet af og trukket hestene ind i ly af et halvtag, der var bygget til brænde.
"Hvor er han?" hviskede hun. "Det er næppe nogen af dem der." Hun fnisede og pegede på hirdmændene med en knortet finger. "De ser ikke ud, som om de mangler noget i styrke."
Ragni havde aldrig set så lange, sorte negle. Hånden lignede en fugleklo
"Han er ikke med. Grathe ønsker det ordnet i hemmelighed.
"Hvordan vil han have, at jeg skal mane over en, der ikke er her? Hvad har han tænkt sig! hvæsede hun.
"Det er dig, der er gydjen! Du er kendt over hele Fladhavet for at kunne rejse i både under- og oververdenen. De siger, at du kan mane, galdre og sejde bedre end nogen anden.
Den gamle smilede smigret og hviskede: "Otte mål af det tungeste sølv.
Ragni trådte et skridt tilbage. "Sig mig, tror du, det er hele Fladhavet, du skal mane over?
Gydjen stirrede et øjeblik ondt på ham. "Hvorfor spørger Grathe ikke bare himmelkrigeren Kauna. Få Isar Gode til at bede Kauna om hjælp og lad være med at spilde min tid.
Hun vendte om og vraltede ned mod sin hytte. Ragni løb efter hende, selvom han bandede over, at han skulle nedlade sig til at følge efter den stinkende kælling.
"Godt, seks mål og den her! Han tog en snoet bronzering frem fra sin kappe. Den var pudset, så den skinnede, og han så spejlingen i kvindens blik.
Hun indvilligede og trak ham med gennem det lille forrum og ind i hytten.
Det varede lidt, før hans øjne vænnede sig til mørket, men næsen reagerede med det samme. Han havde ikke forestillet sig, at der kunne lugte så uhumsk nogen steder. Røgen fra ildstedet blev slået ned af regnen og fik hans øjne til at løbe i vand, men efterhånden som han vænnede sig til det svage lys, kunne han se en gammel mand, der sad ved arnen. Gydjen mumlede et eller andet til ham, og han rejste sig og haltede ud af huset i en fart. En mager skabet køter fulgte efter ham.
"Nå, giv mig så tråden!
Hun undersøgte den nøje og mumlede for sig selv: "Det ser ikke godt ud! De underjordiske holder ham fast og vil ikke lade ham gå. Han har brug for kraft og styrke. Hun smilede tandløst mod skjalden: Men jeg kan gøre noget, det kan jeg.
Kort efter kom tre unge piger ind. De bøjede sig genert for Ragni og blev sat i gang med at koge urter og fyre op på arnen, så flammerne rejste sig imod lyrehullet. Gydjen hersede med dem, samtidig med at hun smiskede for Ragni.
"Dejlige tøser, ikke sandt? En af dem bliver min efterfølger. Jeg tror, det skal være hende her.
Hun hev fat i den største af de unge kvinder og trak hende hen til Ragni. Pigen var slank og højbarmet, og så skråt op på Ragni gennem lange mørke øjenvipper.
"Se godt på ham, Hagal, Ragni Skjald er en af kongens mest betroede mænd. Han er værd at lægge mærke til.
Så kneb den gamle hende i kinden og skubbede hende over til de andre.
Efterhånden blev det meget varmt, og pigerne smed deres kjortler. I det flakkende lys fra arnen begyndte de at male hinandens kroppe med farvet fedt, og Ragni mærkede sin manddom røre på sig. Så tog også Gydje sine skørter af. Ragni så væk. Synet af den gamle kællings krop fik ham til at væmmes.
"Måske er det bedst, jeg venter udenfor.
Den gamle troldkælling nikkede bare, mens hun bandt remme stramt om arme og overkrop. Lædersnorene borede sig ind i hendes løse hud og fik hende til at ligne et bundt klude.
Da Ragni var kommet ud, trak han vejret dybt. Det var trods alt bedre at stå herude i regnen end at være inde i den skidne hytte.
Et øjeblik efter kom den gamle mand tilbage sammen med en ung knøs. Han var høj og velbygget, og hans hår var luende rødt. Ragni anslog ham til at være en fjorten-femten somre, selv om han var så stor, at man godt kunne regne ham for noget ældre, men han var stadig helt glat om hagen. Den unge mand undveg Ragnis blik, men skjalden nåede at få et glimt af et par hårde grågrønne øjne.
"Jeg går ikke ind. Jeg hader den stank." Drengens stemme var lav og anspændt.
"Det bestemmer du ikke, Odd! Du tilhører gydjen, og sådanvil hun have det. Den ældre mand skubbede blidt den unge mand gennem døren, og Ragni så dem forsvinde i hyttens mørke.

Lige så snart Odd var kommet gennem døren, blev den lukket bag ham, og stanken af de mange urter, der kogte på ildstedet, blandet med hørmen af skidt gjorde ham svimmel.
"Af med klæderne, Odd, " kommanderede gydjen. Hun havde bundet alle remmene nu og holdt den magiske benrasle i hånden. Hun var nøgen bortset fra en stor fjerprydelse på hovedet. Den var lavet af fjer fra alle de havfugle, der holdt til ved kysten, og hun så om muligt endnu mere urovækkende ud end ellers. Havde han haft mod til at sige nej, havde han gjort det, men som de fleste andre var han bange for hendes trolddomskræfter.
Modvilligt trak han sin kjortel og sine skindbukser af. Han tvang sit blik mod jorden, for selv om han var urolig over, hvad der skulle ske, havde han svært ved at holde sine øjne fra de nøgne unge kvinder. De strøg tæt forbi ham i det lille beklumrede rum, mens de var optagede af at gøre, hvad gydjen havde befalet dem.
Moa, giv ham det her, kvækkede hun, og den mindste af pigerne rakte ham et bæger med en ubestemmelig, ildelugtende væske. Han vendte ansigtet bort, men Moa hviskede ængsteligt: Drik nu, Odd, ellers forvandler hun dig til et svin.
Hun stod ganske tæt på ham, og for et øjeblik overdøvede hendes friske duft den kvalme stank i hytten. Da hun løftede armen med kruset, gjorde fornemmelsen af varmen fra hendes hud ham så forvirret, at han drak indholdet i en enkelt mundfuld.
Det smagte beskt og råddent, og han var ved at kaste op, men snart efter begyndte det hele at køre rundt for ham, og han faldt tungt mod gulvet.
Selv om han ønskede at bevæge sine lemmer, kunne han ikke. Han var som lammet. Hjertet hamrede hårdt i panik, mens pigernes slæbte ham hen på et leje af halm. Som en klæg grød flød tankerne rundt i hjernen på ham. Skulle han ofres til Berkana nu? Men ofringerne plejede altid at foregå på Fugleøen, der lå ud for kysten, ikke her i hytten!
De tre unge kvinder begyndte at tromme ensformigt på store flade håndtrommer. Gydjen sang hæst og skrattende, og Odd mærkede, han blev løftet op og slynget ned gennem en lang mørk gang. Angsten flåede i ham, da det gik op for ham, at gydjen havde trukket ham med på sin rejse til de underjordiske!
For enden af gangen ventede hun på ham og trak ham med udenfor. Alt virkede gråt og forvredent, og rundt om ham hvirvlede sære væsener forbi, lette og hurtige som skygger. I det samme lukkede hendes arme sig om hans brystkasse, og hun sprang op på hans ryg. Vægten af troldkvinden og den klæbrige fornemmelse af hendes nøgne krop mod ryghvirvlerne fik ham til at tro, at han skulle dø.
Mens Odd og gydjen var i trance, trommede og dansede de unge piger i hytten fra side til side, mens de fulgte gydjens stønnende sang og benraslens rytme. Hendes krop var, som Odds, stadig til stede i hytten, selv om hun havde sendt både sin egen og Odds sjæl på vandring i en anden verden. Den store fjerprydelse blev kastet frem og tilbage i hurtige ryk, og kroppen vred sig, som var hun i stor smerte. Havde hun ikke havde været bundet med de mange remme, var alt blevet væltet og ødelagt i den lille hytte. Odd lå stille og stirrede stift frem for sig. Sjælen var trukket ud af hans krop og sindet lukket af den stærke drik.
Trommerytmen steg og steg til en vild larmen, indtil den pludselig standsede brat. I stilheden, der fulgte efter, hørtes kun den forpustede vejrtrækning fra pigerne og gydjens stønnen.

Mens trommerne pumpede af sted, stod Ragni Skjald udenfor og ventede. Han rystede umærkeligt på hovedet. Efter hans mening var det noget sludder, at en tråd trukket ud af et garnnøgle, når barnet blev født, kunne sige noget som helst om et menneskes liv, uanset hvor mange gydjer eller goder, der havde manet over garnet! Han havde mere tillid til de små billedtæpper, han havde set på sine rejser mod nord. De var vævet af så fint garn, at man kunne rulle dem sammen og have dem i et lille læderetui om halsen. Dygtige troldkvinder og troldmænd, der havde lært, hvordan man rejser ind i fremtiden for at se menneskers skæbne, blev betalt for at lave disse små billeder, der kunne væve kraft ind i ejerens liv.
Mindet om kvinden, der havde vist og forklaret ham det billede af en springende hind, som hun selv bar på brystet, lunede godt under det våde tøj, og han faldt i staver.
Først da den ensformige trommen pludselig holdt op, kom han til sig selv igen.
Det var et godt ridt til underverdenen, sagde den gamle Lau, mens han kløede hunden under hagen. Han havde holdt vagt udenfor, mens gydjen lavede sine trolddomskunster. "Det må have været dyrt!
Ragni nikkede og slog den våde kappe tættere om sig.
Han så længselsfuldt over mod den store gård, hvor hans fire ledsagere var blevet budt indenfor. De sad sikkert nu og gjorde sig til gode med både mad og drikke. Grathes mænd var vellidte i hele øhavet, for der var stadig mange, der kunne huske, hvordan der var, før hans far havde samlet området. Ejowulf Nifinger, der havde samlet mange skibe og stor rigdom på sine togter til de sydlige lande, havde lovet stormændene på de frugtbare øer beskyttelse mod indtrængende fjender, mod at de til gengæld skulle svare ham skat og stille med folk til overvågning og togter. Efter hans død havde Grathe havde overtaget riget, og Fladhavet blev nu sjældent angrebet udefra.
Ragni skottede op mod himlen. Det var ved at mørkne. Kunne det virkelig tage så lang tid at styrke den livstråd?
Lau, der var gået ind, da trommerne tav, stak lidt efter hovedet ud og bad ham om at træde nærmere.
De unge piger lå i en klump på gulvet og så ud, som om de sov. På et leje af halm lå den unge mand med lukkede øjne. Han havde en sært bleg hudfarve.
Måske havde gydjen drukket af hans blod. Det skulle ikke undre skjalden, for det var almindeligt kendt, at Berkana holdt af menneskeofre.
Kællingen så svedig, men tilfreds ud og bad ham sætte sig ved siden af hende.
"Her, sagde hun og holdt en mørk, hårdtspundet tråd hen imod ham. "N





© University of Wales, Aberystwyth 2002-2009       home  |  e-mail us  |  back to top
site by CHL